Tropical Island – Europas største badeland

Tropical Island er Europas største badeland, som breder sig over mere end 65.000 kvadratmeter.

Men Tropical Island er meget mere end et badeland – det er en asiatisk strand placeret 60 km syd for Berlin. Her finder du en 200 meter lang sandstrand, laguner, vandfald, tropisk hav og mere end 20.000 træer, palmer og buske, hvilket gør Tropical Island til verdens største indendørs regnskov.

Det hele har åbent 24 timer i døgnet – året rundt! Du kan endda overnatte inde i Tropical Island. Dette er den komplette pakke for alle, der ønsker badeferie, men ikke vil rejse flere tusinde kilometer syd på.

Tropical Island blev kåret som Europas bedste badeland i 2013.

Fra Danmark til Tropical Island

  • 510 km fra Padborg grænse – ca 4 timer og 45 minutters kørsel
  • 300 km fra Rostock færgen – ca 3 timers kørsel

Tropical Island vandland

Hjertet i Tropical Island er naturligvis vandlandet, der – når man kigger på hele centrets størrelse – faktisk ikke er så stort endda. Ud af de omkring 65.000 kvadratmeter er blot 4.500 m2 udlagt til vandland. Det er dog stort nok til at dække de fleste familiers behov.

Vandlandet er inddelt i to store områder med den 3.000 m2 store Sydhavet som suverænt den største pool. Sydhavet ligger ved en 200 meter lang sandstrand, hvor du kan spille beach-volley eller slappe af i en af de mere end 1000 liggestole på stranden. Ved siden af Sydhavet ligger en større børnepool med masser af aktiviteter til børnene.

I modsatte side af centret – delt af den store regnskov – ligger den 1.200 m2 Bali Lagune, hvor vandet er behagelige 32 grader varmt. I Bali Lagunen finder du spa-badene, strømkanalen, springvand, fontæner og den hyggelige grotte med vandfald.

Vandrutsjebaner

Hvis du er til fart og spænding bliver du bestemt ikke skuffet i Tropical Island, hvor du finder Tysklands højeste vandrutsjetårn på 27 meter, hvilket svarer til en 8-9 etagers bygning! Men indgang til tårnet er IKKE inkluderet i entreprisen og det koster omkring € 4,5 at prøve de vilde vandrutsjebaner for en hel dag.

Ønsker du ikke at betale for at prøve vandrutsjebanerne, er der to ganske fine vandrutsjebaner ved Bali Lagunen: Black Hole på omkring 45 meter og den 33 meter lange Tunnel-bane. Begge er ganske udmærkede vandrutsjebaner, men skal du have sus i maven, så må du finde nogle euro frem og betale for at komme ind til tårnet.

I vandrutsjetårnet finder du fire vandrutsjebaner:

Breitrutsche, der er en kort, bred bane, som faktisk er meget sjov hvis du tager turen siddende på en badering. Det er den ikke beregnet til, men omvendt står der ingen steder, at man ikke må bruge badering.

Baderingene er beregnet på Crazy River, der ikke har noget med en wild-river at gøre. Det er en åben, bred vandrutsjebane, som starter i 9 meters højde.

I 15 meters højde ligger den 142 meter lange, gule Großwasserrutsche, der kun kategoriseret som ‘Blå’ så her kan alle være med.

Har du mod på en nærdødsoplevelse, bør du gå de sidste 10 meter op til startstedet for Turbo-banen, der er Tysklands højeste og måske også hurtigste vandrutsjebane. Den blå farve på Turbo-vandrutsjebanen snyder, for dette er en kategori ‘Sort’. Fra 25 meters højde går det nærmeste lige ned kun med en enkelt kurve, der bremser dig lidt. Der er registreret hastigheder på op mod 70 km/t i denne bane, som kun tager få sekunder at komme i gennem. Aldersgrænsen er i øvrigt 15 år.

For små børn

Ved siden af ‘Sydhavet’ ligger den 250 m2 store børnepool med lavt vand (max 40 cm) og masser af aktiviteter, som springvand, bobler, vandfald, spande der vælter vand og små vandrutsjebaner. Børnepoolen ligger ved stranden og er adskilt fra ‘Sydhavet’ med stakit. Børnepool-området er set mere spændende andre steder, men det er et fint område for familiens yngste.

For de voksne

Ved siden af ‘Bali Lagunen’ ligger et af Europas største spa- og saunaområder. På 10.000 m2 finder du saunaer, dampbade, spa-bade og meditationsrum placeret i mellem autentiske udseende bygninger som f.eks. tempelanlægget Angkor Wat fra Cambodia og Elefanttemplet i Indien. Selvom området oser af Østens mystik, så husk du er i Tyskland, så en tur i wellness-området foregår naturligvis uden tøj. Det er dog i orden at tage et håndklæde om livet. Hvis du ønsker at spise på restauranten ‘Tropical Garden’ i wellness-området bør du dog have let tøj på.

I wellness-området er det også muligt at få forskellige former for kure, wellness-behandlinger og massage. Det er dog en god idé at bestille tid i forvejen. Der er også et mindre fittness-centret, som har åben fra kl. 7 til kl. 23 og man skal være mindst 16 år for at benytte det.

Hele det Tropiske Spa- og Saunaområde er et separat afsnit, som der skal betales for at komme ind til. Det er dog muligt kun at købe billet til spa-området eller en kombi-billet til både vandland og wellness-området.

Andre aktiviteter i  Tropical Island

Når vi taler om andre aktiviteter end badelandet mærker man Tropical Islands kvaliteter. For her kan du virkelig opleve en masse ting uden at forlade den stor kuppel.

Familiens yngste vil helt sikkert elske det 4.000 m2 ‘Tropino Club’, der er indrettet til leg, eventyr og underholdning. Her er et store klatre-anlæg, et LEGO-slot, soft-ball vulkan, små vandcykler, radiobiler, trampoliner, minigolf, gokartbane og bumper boats (badering med motor). ‘Tropino Club’ har åben hver dag fra 9 til 21 og der er gratis adgang, men kørende (eller sejlende) forlystelser og minigolf koster penge!

I midten af centret ligger verdens største indendørs regnskov med mere end 50.000 rigtige planter fordelt på 10.000 m2. Følg den næsten en kilometer lange sti rundt i hjertet af regnskoven og oplev ægte regnskovs fauna med dyr som flamingoer, papegøjer og skilpadder. En lille interaktiv guide fortæller dig hvad du ser og oplever undervejs.

Hvis du har lyst til at se hele Tropical Island ovenfra er der hele to luftballoner i centret, som begge giver et enestående view. Ved den tropiske landby findes den traditionelle luftballen med kurv under, som tager jer op i 22 meters højde.

For de mere modige er der ‘Island Balloning’ i midten af regnskoven. Her sidder du i et sæde under luftballonen, som tager dig 55 meter op over Tropical Island. Som så mange andre attraktioner i Tropical Island koster det at tage en tur i en af luftballonerne, men det er bestemt en oplevelse

Overnatningsmuligheder

Der findes næppe det sted i Europa, hvor udvalget af overnatningsmuligheder er større end her i Tropical Island.

Hvis du har mod på at bliver inde i kuplen under hele opholdet, kan du vælge mellem mere end 850 sengepladser at overnatte i. De er fordelt på telte i udstyrs varianter (Canvas, Premium), hotelværelser i tre udstyrs-niveauer (Standard, Premium, Designer) og hytter eller lodges, som findes i to udstyrs varianter: Adventure uden bad og toilet eller Premium med a/c, tv, bad og toilet.

Tager du et telt så bør du være opmærksom på, at Tropical Island jo har fauna som i en rigtig regnskov, hvilket vil sige, at der også er insekter inde i kuplen. De er ganske ufarlige, men efterlader du en kage eller andet i teltet, så kan du risikere at få selskab.

Det kan være en fordel at få værelser og hytter med aircondition, da hver nat jo er en tropenat i Tropical Island, hvilket betyder at temperaturen ikke kommer under 25 grader. Særligt i teltene kan det lydt at overnatte inde i kuplen, men både hytter og værelser er godt lydisoleret, hvilket sikre en rimelig nattero. Hytten, værelset eller teltet først er klar efter kl. 16.

Uden for kuplen findes en campingplads med mobilhomes, telte og omkring 90 pladser til campingvogne. 10 minutters gang fra Tropical Island ligger Tropical Islands Resort, der er en ferieby med lækre sommerhuse i skandinavisk stil, som kan lejes igennem Novasol.

I en omkreds af 25 km fra Tropical Island findes et hav af ferielejligheder, sommerhuse og hoteller, som alle tilbyder pakker med entre til Tropical Island.

Restaurant, butikker og indkøb

Du behøver bestemt ikke hverken sulte eller tørste i Tropical Island for med 6 restauranter, 4 barer og is-baren Borneo Café med ikke færre end 42 forskellige slags is er der noget for enhver mave og pengepung.

De fleste restaurationer er centreret omkring den lille Tropelandsby, hvor husene er opført i original byggestil fra Bali, Thailand, Borneo og Samoa, hvilket er med til at give en fantastisk stemning.

Her finder du f.eks. Asian Wok House med asiatiske specialiteter, buffetrestauranten Jambarimba, der byder på både morgenmad samt tropisk inspirerede retter om aftenen. I cafeteriet Mondial kan du få traditionel tysk mad, italienske specialiteter som pizzaer og pastaretter samt burgere.

Lad det være sagt med det samme. Stort set alle restauranter har en cafeterie-følelse over dem, så forvent ikke de store kulinariske oplevelser.

I Tropino børneklubben findes også en restaurant med særlig fokus på børnretter.

Ved Sydhavet ligger Palm Beach restauranten, der er a-la-carte restaurant og endelig ligger der en restaurant i det store spa- og wellness område.

Prisniveauet

Prisniveauet i restaurationerne minder om tilsvarende priser i danske vandlande, hvilket vil sige at det ikke er specielt billigt. Nærmeste restaurant ligger dog 6 kilometers fra vandlandet og er derfor ikke et reelt alternativ, hvis du bor inde i centret.

Butikker

Der findes også et mindre butiksområde på boulevarden med en kiosk, legetøj, souvenirs og badetøj. Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikkevarer i Tropical Island og der kan ikke købes madvarer inde i centret. Nærmeste supermarked ligger 15 minutters kørsel i bil fra centret.

Område til rygere

Hele området er naturligvis røgfrit, men rygerne behøver ikke frygte, at de sendes udenfor for at ryge en smøg efter en god middag. Der er nemlig indrettet enkelte områder, hvor det er tilladt at ryge.

I nærheden af Tropical Island

Lad det være sagt med det samme: Tropical Island ligger midt i ingenting. Hvilket så ikke passer helt, for det er placeret midt i den tyske skov Spreewald, hvor der er masser af stier og ruter til gå- og cykelture, men udover det er der intet!

Nærmeste by er den lille landsby, Halbe med omkring 2.000 indbyggere.

Ca 15 minutters kørsel fra centret ligger den lille by Lübben med knap 15.000 indbyggere. Byen er mere end 850 år gammel og i centrum af byen ligger Schloss Lübben og den 5 hektar store slots-ø, der er omdannet til et grønt område med legepladser, bænke og vandspil. Syd for slots øen ligger byens nyeste attraktion: SpreeLagune, hvor det er muligt at bade og sejle i kanoer. I sommermånederne er der kanalrundfart på de små kanaler i byen.

55 km på små veje fra Tropical Island ligger den skønne by Brandenburg og 60 km fra Tropical Island ligger Berlin, som jo altid er et besøg værd.

Gratis shuttlebus

Vandlandet har en gratis shuttlebus, der kører de 2 km mellem centret og stationen i Brand (Niederlausitz). Herfra er der gode togforbindelser til Berlin mod nord og Cottbus mod syd. Turen fra Brand til Berlin Alexanderplatz tager omkring 45 – 55 minutter – afhængig af tidspunkt og prisen er omkring € 20. Der er halv times drift på strækningen.

Tropical Island historie

I 1938 begyndte byggeriet af flyvestation Brand-Briesen midt i Speewald til brug for luftvåbnet, men efter 2. Verdens Krig endte området i Østtyskland og Sovjetunionen overtog kontrollen med stedet. De udbyggede flyvestationen med endnu en landingsbane og atom-sikre bunkere. Efter murens fald i 1989 blev det militære anlæg overgivet til tyskerne, som solgte det til det tyske firma CargoLifter.

CargoLifter havde planer om at at udvikle et 250 meter langt luftskib, som skulle bruges til transport af op til 160 tons tunge elementer og derfor byggede de i 1999 verdens største fritstående hal. Projektet blev kaldt for genopstandelsen af de gamle Zeppelinere, men blot tre år senere gik firmaet konkurs.

I 2003 overtog det malaysiske investeringsfirma Tanjong PLC/Colin Au område med bygninger og den 19. december 2004 slog Tropical Island dørene op for første gang og har – os bekendt – ikke være lukket siden. Målet var den gang at skabe Europas bedste feriecenter med det bedste fra Asien, Afrika og Sydamerika.

Siden 2004 er mere kommet til: I 2007 åbnede det store spa- og wellness område og i 2008 begyndte byggeriet af et Topical Island Resort med ferielejligheder og sommerhuse. I 2015 begyndte byggeriet af den næste udvidelse: Det 33.000 kvm store udendørs vandland.

Kørselsvejledning til Tropical Island

Fra Padborg går det sydpå ad E45 til Neumunster. Tag rute 21 mod motorvej A24 (E26) mod Berlin. Fortsæt sydpå ad A13 / E36 retning Dresden. Kør af ved afkørsel 6 Staakow. Herfra er der ca 4 km til Tropical Island.

Fra Rostock kør mod Berlin via A19 og A24. Fortsæt sydpå ad A13 / E36 retning Dresden. Kør af ved afkørsel 6 Staakow. Herfra er der ca 4 km til badelandet syd for Berlin.